Halvt dobbelthus med dejlig gårdhave og skøn udsigt

I et skønt, naturrigt område, lige uden for Rønnede, finder I dette grå, halve dobbelthus med dejlig stor indkørsel og en hyggelig gårdhave med uforstyrret udsigt over markerne. Husets 86 kvadratmeter er fordelt på to værelser, et badeværelse og et dejligt køkken-alrum. Derudover er der mulighed for at istandsætte og udnytte førstesalen, hvis I skulle få brug for mere plads. Døre og vinduer er af nyere dato.

Når I træder indenfor, møder I entréen, der fungerer som fordelingsgang til badeværelse, køkken-alrum samt det ene af husets værelser. Værelset her har et stort walk-in-closet, og er altså et oplagt forældresoveværelse, mens husets andet værelse ligger ud til stuen, og med en ny dør, vil være et godt børneværelse eller kontor.

Det U-formede køkken er optimalt indrettet, så her er plads til det hele, mens madlavningen kan klares med udsigt over markerne. Køkken og stue ligger i åben forbindelse, let adskilt af en bar, hvor I kan følge med i, hvad der sker i køkkenet.

Bag baren bliver køkkenet til spisestue, og i den anden ende af rummet er der plads til et hyggeligt sofaarrangement. Stuens vestvendte vinduer sørger for et blødt lys dagen igennem.

Sommerhalvåret kalder på mange gode timer i den hyggelige gårdhave, med et flot træhegn ind mod naboen. Herude har I sol helt fra morgenstunden og kan roligt nyde udsigten til marker og træer, så langt øjet rækker.

På Nymarksvej 42B bosætter I jer med naturen som nabo, men uden at gå på kompromis med en velfungerende hverdag. Både daginstitutioner, skole og indkøb i Rønnede kan nås på omkring tre minutter, mens motorvejen er mindre end fem minutter fra hoveddøren.