På Ligustervej 5 venter en klassisk murermestervilla fra 1938 med masser af charme, gode muligheder og en helt særlig have. Her får I 94 m² bolig samt en anvendelig kælder på 64 m² – i alt 158 etagemeter fordelt over tre plan.
Allerede ved ankomsten fornemmer man husets klassiske udtryk og den dejlige beliggenhed. Indenfor byder stueplanet velkommen med en entré, hvorfra der er adgang til boligens køkken, som fremstår i god stand. Køkkenet ligger i åben forbindelse med den store vinkelstue, og her får hverdagen de helt rigtige rammer med god plads til både spisebord, sofaarrangement og hyggelige stunder med familie og venner.
Førstesalen er i dag indrettet som ét stort og rummeligt værelse. Har familien brug for flere værelser, er der gode muligheder for at ændre indretningen, så etagen kan rumme op til tre værelser. Det giver huset en fleksibilitet, som gør det muligt at tilpasse boligen efter både familiens størrelse og behov.
Badeværelset fremstår, ligesom køkkenet, i god og brugbar stand, mens kælderplanet på hele 64 m² giver masser af ekstra plads til opbevaring, vaskefaciliteter, værksted, hobbyrum eller hvad netop jeres hverdag kalder på.
Og så er der grunden.
Hele 1.177 m² med god plads omkring huset, grønne omgivelser og flere frugttræer. Her kan børnene boltre sig, de voksne finde en solrig krog, og familiens havemenneske kan få rigeligt at arbejde med. Det er en have med plads til både leg, afslapning, køkkenhave og lange sommeraftener under åben himmel.
Ligustervej 5 ligger godt placeret i Karise med kort afstand til både station og indkøb.












































