Istandsat etplansvilla midt i Rønnede

I et roligt kvarter centralt i Rønnede ligger denne velindrettede etplansvilla, som danner gode rammer for familien med tre værelser, et badeværelse, et bryggers, et tosidet køkken og en stue med udgang til udestuen. Bagtil er der desuden en lukket have, hvor børnene kan lege frit. Velkommen til.

Huset fra 1966 er løbende istandsat, hvilket gør, at det er i god stand både ude og inde. Blandt andet fik alle værelser og stuen i 2020 slebet gulvene og skiftet gipsplader i væggene. Derudover blev garagen i 2022 gennemrenoveret, da der blev isoleret, skiftet tag og installeret en fjernbetjent port.

Stuen er en god størrelse, som giver jer mulighed for at indrette rummet med både et sofahjørne og et langbord. I sommermånederne får I desuden en skøn udestue, som danner en glidende overgang mellem ude og inde, hvor solen skinner ind fra syd, øst og vest. Køkkenet i tæt forbindelse med stuen er velindrettet med grebsfrie elementer på begge sider, og for enden af rummet er der endda indbyggede siddepladser.

I 2022 blev to værelser til tre i planløsningen, hvilket passer perfekt til børnefamilien, og værelserne har alle fine størrelser. Rummene fremstår lyse og imødekommende, hvilket skyldes de velplacerede vinduespartier. I tæt forbindelse med de to børneværelser er der desuden et badeværelse med en bruseniche og et væghængt toilet.

Den lukkede baghave er et skønt opholdssted i det gode vejr, og i 2020 blev der lavet et hegn hele vejen rundt om. Fortil holder jeres bil i den renoverede garage.

I bosætter jer på en lukket vej i Rønnede, hvorfra I har gåafstand til indkøbsmuligheder. Der er kort cykelafstand til både dagtilbud og Møllevangsskolen, som ligger i Kongsted. Endelig er der kort afstand til motorvejen.