Lækker etplansvilla med udsigt til marker og skov i Karise

På en lukket vej i den centrale del af Karise nær alle hverdagens behov møder I denne flotte etplansvilla fra 2005, som nu kan danne ramme om jeres tilværelse. Her er det helt store trækplaster den idylliske udsigt til den omkringliggende natur med marker og skov, som kan nydes både fra terrasserne og indenfor. Boligen med genveksanlæg og gulvvarme overalt rummer 152 velindrettede kvadratmeter, som matcher børnefamiliens behov perfekt.

Beliggenheden kombinerer det bedste fra to verdener, for mens I bosætter jer særdeles roligt og naturskønt, kan I stadig gå til de fleste af hverdagens gøremål. I en radius af knap 800 meter finder I dermed både skole, daginstitution, indkøb, idrætshal, busstoppested og Karise Station med direkte og hurtig forbindelse til blandt andet Køge.

Villaen er opført med en mørk træfacade, der får kontrast af de hvidrammede vinduer og døre. Bilen kan parkeres i den integrerede carport, inden I begiver jer indenfor.

Det store, lyse opholdsrum med kipført Troldtekt-loft udgøres af stuen og køkken-alrummet i åben forbindelse. Her drages opmærksomheden med det samme mod det markante gulv-til-loft-vindue, hvor I får frit udsyn til de omkringliggende marker. Også det moderne Kvik-køkken imponerer med kvalitetsløsninger såsom en Quooker, der letter madlavningen i hverdagen.

Videre venter jer et dejligt soveværelse med direkte adgang til eget badeværelse med brus. Dertil kommer endnu et pænt badeværelse og fire værelser, så I både kan indrette børneværelser, et hjemmekontor eller hvad, I ellers har behov for.

I sommerhalvåret bliver jeres foretrukne opholdssted uden tvivl den pragtfulde have, som er nemt anlagt med en græsplæne omkranset af hæk. Herude får I også et bålsted og to lækre terrasser, hvor I kan nyde maden under åben himmel, mens I beundrer naturen med et rigt dyreliv omkring jer.