Velindrettet andelsrækkehus med central beliggenhed i Faxe By

Er du på udkig efter en bolig af en overskuelig størrelse? Og står egen have også højt på ønskelisten? Så er dette andelsrækkehus midt i Faxe muligvis noget for dig. Det velholdte hus byder på 95 kvadratmeter i ét plan, og indretningen inkluderer blandt andet to værelser og et dejligt køkken-alrum.

Rækkehuset er fra 2006, og ejendommen er opført med integreret carport og udhus. Fra carporten er der således direkte adgang til boligen - en praktisk detalje, som du med sikkerhed vil værdsætte på regnvejrsdage.

Inden døre fremstår huset med hvide vægge, ensartede gulve og pæne listelofter. Køkken-alrummet får et naturligt lysindfald fra sydvest, og her kan let etableres såvel spiseafsnit som sofaområde. Som et plus er her tillige udgang til havens fliseterrasse. Den åbne køkkensektion er holdt i et klassisk, hvidt design og har god skabs- og arbejdsplads.

Side om side med køkken-alrummet finder du soveværelset, som er ganske rummeligt. I soveværelset er der flere faste skabe, og det ekstra værelse har ligeledes indbygget skab.

Planløsningen afrundes af et badeværelse og et lille bryggers, hvor der både kan installeres vaskemaskine og tørretumbler. Badeværelset er udført med hvidt inventar, og brusehjørnet har smarte foldedøre i glas.

Den tilhørende have er anlagt med plæne, buske og et par nemme bede samt havegang og en solrig fliseterrasse. Sidstnævnte afskærmes af hegn, og her er desuden opsat en markise.

Boligen ligger på en blind vej centralt i byen - lige ved Faxe Stadion, svømmehallen og sportshallen. Faxe huser alt fra dagligvareforretninger og specialbutikker til tandlæge, lægehus og bibliotek samt skole og dagtilbud. Fra adressen er der cirka syv minutter i bil til strand og havnemiljø i Faxe Ladeplads, og du har omtrent ti minutters kørsel til motorvejen.