Dejlig villa med lyse rum og en skøn udsigt - Lavt elforbrug!

På Duevej 6 i Rønnede ligger denne flotte og velholdte villa fra 1977. Her får I 174 m2 fordelt på to etager i et hus, som ligger højt på en skrånende grund med udsigt til marker og skov. Fem gode værelser, en lys og åben stue, et toilet og badeværelse samt et nyttigt bryggers og et spisekøkken skaber de perfekte rammer for den voksende børnefamilie, og ejendommens beliggenhed ligeså.

Jeres nye hjem er bygget i gule mursten med hvidmalede vinduesrammer og et sort tegltag fra 2019. Rationel-vinduerne blev indsat i 2011 og grunden byder desuden på en lang indkørsel med plads til parkering samt et godt udhus og et isoleret anneks med loft til kip.

I slår døren op og mødes først af et vinkelkøkken udført i fine, hvide elementer med en mørk bordplade og med rum til en spiseafdeling, praktisk til de travle morgener og uformelle middage.

En rummelig stue, inddelt til spisestue og sofakrog, støder til, og derudover har stueetagen to pæne værelser og et bryggers samt et badeværelse med bruseafsnit og rigeligt skabsplads. Fælles for værelser og stue er de brede vinduespartier, som inviterer lys og luft indenfor og giver udsigt til baghaven og det bagvedliggende terræn.

Underetagen bidrager med yderligere tre værelser, som kan indrettes efter behov. To af dem har egen udgang til det sydvestvendte terrassemiljø, som strækker sig i flere afdelinger og i forskudte planer. Haven står pænt med en nem græsplæne, blomsterbede, buske og træer, samt hække til at omkranse grunden.

Beliggenheden sørger for indkøb, busstoppested, skole og idrætsfaciliteter inden for en radius af to kilometer, mens Tingerup Tykke skov kalder på gåture og udflugter i naturen. Derudover er der omtrent en halv times kørsel til henholdsvis hyggelig Præstø og livlige Næstved.

Kontakt os for en fremvisning.