Dejlig villa i hyggeligt område i Faxe Ladeplads

KØBSAFTALE
UNDERSKREVET
På Kirsebærvej 10 i Faxe Ladeplads venter denne velbyggede villa, der med fem værelser og et stort opholdsmiljø rummer masser af plads til familielivet. Dertil bosætter I jer på en god adresse, hvor mange af dagligdagens gøremål er inden for bekvem afstand.

På adressen møder jer en nydelig og velholdt ejendom fra 1977 på 157 m2, der breder sig over en velindrettet planløsning i halvandet plan. Inden døre kan I se frem til en lys og indbydende atmosfære, hvor brede vinduespartier sørger for behagelige lysforhold.

Fra entréen udfolder stueplanets øvrige rum sig, og herfra er der adgang til et flisebadeværelse med badekar og bruseniche samt et værelse, der eksempelvis kan anvendes som kontor. Videre finder I en rummelig vinkelstue, hvor I let kan indrette jer med både spiseområde og en komfortabel sofagruppe. Tilstødende stuen er der et pænt køkken med rigelig opbevaringsplads til køkkenremedierne og mulighed for spisekrog.

Sluttelig rummer stueplan et bryggers med vaskefaciliteter, mens I på førstesalen har en regulær værelsesafdeling. Heroppe finder I et toilet samt fire fine værelser, hvoraf det største har egen altan mod syd. Dette værelse kan passende indrettes som soveværelse, mens de tre øvrige er oplagte som børneværelser.

Udenfor kan tilværelsen nydes på den vestvendte fliseterrasse, hvor I får glæde af solen hele dagen, mens børnene leger i haven. Den er tilmed velafskærmet og sikrer jeres privatliv. Til huset hører der også en garage.

Jeres nye hjem har en børnevenlig placering i et lukket område, hvorfra der er let adgang til hverdagens fornødenheder via sikre stisystemer. Skolen kan I spadsere til, mens både indkøb og daginstitution er inden for cykelafstand. Der er heller ikke langt til hverken stationen, naturskønne områder såsom Præstevænget og Nyvænge Skov eller kysten.